Millioninvesteringer sikrer Comwell Hotels aftale med staten

Efter flere års massive investeringer i renoveringer, koncepter og omstilling til bæredygtighed har Comwell Hotels indgået en rammeaftale om indkøb af møder og konferencer med den danske stat.

Den nye aftale, som Moderniseringsstyrelsen har lavet på vegne af staten, omfatter 12 af Comwells hoteller i Danmark og er gældende for to år. Aftalen omfatter alle ministerier og styrelser, og giver desuden medarbejdere i regioner og kommuner mulighed for at indgå i aftalen. Comwell har tidligere kun været omfattet Moderniseringsstyrelsens aftale med ét hotel i årene 2010-2014. 

Comwells salgsdirektør, Henrik Hjorth, har store forventninger til den nye aftale: 

”Vi er oprigtig stolte over, at Moderniseringsstyrelsen har valgt os som én af deres samarbejdspartnere. Vores store og langsigtede investeringer i renoveringer, nye mødekoncepter, faciliteter og ikke mindst vores bæredygtige omstilling ser ud til at have båret frugt. Vores mange, private møde- og konferencegæster har de sidste fire år i træk honoreret det med prisen for Danmarks bedste mødekoncept. Så vi ser frem til at byde statens ansatte velkommen på Comwell,” siger Henrik Hjorth.

I 1969 introducerede Comwell Hotels – som de første herhjemme – danskerne for mødekonceptet. Siden har hotelkæden konstant udviklet og udfordret deres eget koncept og samarbejder i dag med en række anerkendte forskere, der har været med til at udvikle nye og fleksible mødepakker, innovative læringsværktøjer og atmosfærefyldte og moderne rammer.

Prisvindende hotelkæde – der gør en reel forskel for både mennesker og miljø

Comwell Hotels er fortsat blandt sværvægterne på det danske møde- og konferencemarked, og vandt i februar for 4. år i træk prisen for ”Bedste Mødekoncept”, da der blev udelt branchepriser på den årlige Møde- og Eventmesse i Bella Center. Her tog Comwell desuden prisen for ”Bedste Service” med sig hjem.

Alle Comwells hoteller i Danmark opnåede sidste år Det Økologiske Spisemærke i bronze, hvilket blev belønnet med Årets Økopris 2017. Comwell har 15 hoteller fordelt over hele landet, og den økologiske omstilling er sket på under et år. Comwell startede med en økologiprocent på 5% og er i dag oppe på 50% i gennemsnit. 

”Det har givet vores hoteller et kæmpe kvalitetsløft, at arbejde mere bæredygtigt på tværs af alle hoteller og processer. Vi er beviset på, at man kan være bæredygtige uden at gå på kompromis med den gode oplevelse. Med en bæredygtig omstilling kan en hotelkæde på vores størrelse være med til at gøre en reel forskel for både mennesker og miljø. Vi oplever samtidig, at vores gæster og samarbejdspartnere i stigende grad stiller krav til den måde, vi driver forretning på. De forventer, at vi passer bedre på miljøet,” siger Henrik Hjorth.

12 hoteller fordelt over hele landet

Aftalen med Moderniseringsstyrelsen omfatter 8 hoteller på Sjælland og 4 i Jylland.

Sjælland:

  • Comwell Borupgaard
  • Comwell Holte
  • Conference Center Copenhagen
  • Comwell Roskilde
  • Comwell Køge Strand
  • Comwell Sorø
  • Comwell Korsør
  • Comwell Klarskovgaard

Jylland:
  • Comwell Sønderborg
  • Comwell Aarhus
  • Comwell Rebild Bakker
  • Comwell Aalborg