Ny hotelchef på Comwell Middelfart

Fra den1. januar 2018 tiltræder Charlotte Balthazar stillingen som hotelchef på Comwell Middelfart. Måneden efter kan hun fejre sit 10-års jubilæum i Comwell-koncernen. 


Charlotte Balthazar, 38 år, er et kendt ansigt i hotelbranchen. Hun er uddannet markedsføringsøkonom og har gennem sin karriere arbejdet på hoteller i Ringkøbing, Horsens, Vejle og Kolding, inden hun i februar 2008 blev ansat som MeetingDesigner på Kellers Park – et af Comwells spahoteller – beliggende ved Vejle. Siden blev hun MeetingDesignerchef på Kongebrogaarden og efterfølgende på Comwell Middelfart, hvor hun har været ansat i fire år. 

Det var Comwell, der tilbage i 1969 introducerede danskerne til moderne mødeafholdelse med særlige mødepakker og løsninger, hvor specialuddannede MeetingDesignere guider kunder til at opnå det bedste resultat af et møde eller seminar. Den rolle har altid faldet Charlotte naturligt ind. Hun er kendt for sit skarpe øje på detaljen og for hele tiden at søge nye veje og muligheder i at imødekomme gæsterne – uanset om det er forretningsgæsten eller børnefamilien på ferieophold. 

Som tidligere MeetingDesignchef har hun konstant fokus på udvikling og kvalitet inden for moderne mødeformer, og i dag er Comwell Middelfart ét af landets mest benyttede konferencehoteller.

”Jeg er glad og stolt over at få lov til at stå i spidsen for Comwell Middelfart efter Frederik Jelstrup. Jeg har været her i 4 år, så jeg kender mine kollegaer rigtigt godt og vil bygge videre på det gode sammenhold, vi har fået opbygget afdelingerne imellem. Så jeg ser frem til at skrive 2018, så vi kan komme i gang med, hvad der tegner til at blive et rigtigt godt år,” siger Charlotte Balthazar. 

Charlotte bor i Strib nær Middelfart. I sin fritid træner og løber hun flere gange om ugen for at holde kroppen og hjernen skarp. Når Charlotte ikke har løbeskoene på, tilbringer hun sin tid med familien, venner og veninder – hvor hun nyder koncerter og andre kulturelle tilbud. 

Charlotte Bathazar tiltræder som hotelchef den 1. januar 2018 – og fejrer 10 års jubilæum i Comwell Hotels den 1. februar 2018. I den anledning afholdes der reception på Comwell Middelfart den 12. januar 2018 kl. 14:30-16:00.