Comwell får Årets Økopris 2017

 ”At vi i dag har modtaget Årets Økopris 2017 er en glædelig overraskelse som bekræfter os i, at vores bæredygtige satsning er den helt rigtige” udtaler Koncernchef Peter Schelde.

Prisen blev i eftermiddags overrakt af Helle Borup Friberg, Adm. Direktør hos Økologisk Landsforening og uddeles som en hyldest til dem, der hver dag lægger et stort arbejde og engagement i at udbrede økologi i de professionelle køkkener i Danmark. 
Hun sagde ”Prisen går til en virksomhed, som for alvor har valgt at lytte til kundernes ønsker og forventninger om økologi på menuen - og handle på det. Og en virksomhed, som har valgt at investere i den økologiske rejse for at sikre engagement hele vejen rundt i alle led, og at alle medarbejdere har fået økologien ind under huden. ”

Bæredygtighed uden kompromis

Comwell Hotels er den største hotelkæde i Danmark der indtil nu har opnået Det Økologiske Spisemærke i bronze. Comwell har 15 hoteller fordelt i hele landet og den økologiske omstilling er sket på under et år. Comwell hotellerne startede med en økologiprocent på 5% og er i dag oppe på 50% i gennemsnit. Med sin øko-satsning præsenterer Comwell årligt både tusindvis af gæster og omkring 1400 ansatte for økologi.

”Det har givet vores restauranter et kæmpe kvalitetsløft, at arbejde mere bæredygtigt og med økologiske råvarer. Vi er beviset på, at man kan være bæredygtige uden at gå på kompromis med den gode oplevelse. Fokus på bæredygtighed er med til at højne totaloplevelsen for både gæster, medarbejdere og samarbejdspartnere” siger Peter Schelde. 

Virksomheden har investeret i processen ved indtil videre at have sendt over 200 medarbejdere - både kokke og tjenere såvel som receptionister og MeetingDesignere - på uddannelse. Ifølge Peter Schelde, sker omstillingen på baggrund af koncernens ønske om at bidrage til en grønnere fremtid.

En reel forskel for både mennesker og miljø

”Med en bæredygtig omstilling kan en hotelkæde på vores størrelse være med til at gøre en reel forskel for både mennesker og miljø. Vi oplever samtidig, at vores gæster og samarbejdspartnere i stigende grad stiller krav til den måde, vi driver forretning på. De forventer, at vi passer bedre på miljøet. ”

Det bekræfter Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.

”Når en så stor virksomhed efterspørger økologi, er det med til at flytte leverandørerne i en grønnere retning og skubbe yderligere til udviklingen i den økologiske branche. 

Vi oplever desuden, at Comwell har formået at skabe et stærkt engagement, værdifællesskab og begejstring omkring det at gøre en forskel for naturen, miljøet og hotellets gæster. Øko-rejsen har tændt ildsjæle og startet en adfærdsændring hos hotellets personale, på tværs af faggrupper, som i mange tilfælde rækker helt hjem i privaten. 

De går de foran og viser vejen for den øvrige del af hotel- og restaurationsbranchen, og vi glæder os til at se, hvor det kan udvikle sig hen. Derfor har vi også valgt, at Årets Økopris i 2017 går til Comwell Hotels. ”