Vinder af årets mødekoncept

Til årets award-show på Møde- og Eventmessen 2016 i Forum i København kunne Comwell Hotels, for andet år i træk, glæde sig over at blive ankerkendt som den hotelkæde i Danmark med det bedste mødekoncept. 

Comwell Hotels er ikke til at overse på det danske møde- og konferencemarked, og netop i går aftes markerede kæden sig igen solidt i branchen ved årets prisuddeling for kursus- og konferencearrangører. Titlen som årets bedste mødekoncept kom i hus med den begrundelse, at hele idégrundlaget bag Comwell Hotels koncepter er en medvirkende faktor til at løfte et arrangement og tilføre det noget helt særligt. Dét er et skulderklap, der får armene op hos Comwell.  

“Vi er utrolig glade for den anerkendelse, som prisen her er udtryk for. Vores faglige stolthed peaker selvfølgelig på sådan en dag, da det jo er mødebookerne selv, som kårer vinderne, og konkurrencen er hård. Prisen motiverer os til at fortsætte på den kurs, som vi har udstukket, for det gør en forskel, når vi går ind og tager ejerskab sammen med vores kunder. Vi er med helt inde i mødelokalet og giver vores kunder den løsning, der sikrer den bedste læring og mest motiverende udvikling. Den her pris er deres tillidserklæring til os, og den skal og vil vi gøre os fortjent til hver eneste dag på hvert eneste hotel”, siger Henrik Hjorth, salgsdirektør hos Comwell Hotels, som modtog den flotte pris på scenen i går. 

Nytænkende med fokus på aktiv læring 
At hele Comwell Hotels løb med den prestigefyldte pris, var ifølge juryen fordi, at kæden som helhed er nytænkende i mødebranchen. Hos Comwell Hotels finder man over hele linjen kreativ inspiration, nytænkende service og indretning samt øget fokus på aktiv læring, lød ordene ved prisoverrækkelsen. 
Marketingdirektør, Sofia Wulff, glæder sig også over prisen, da det vidner om, at hele kæden er lykkedes med at formidle deres fælles styrker og overføre det til kreative og nytænkende løsninger. 

”Hos Comwell Hotels brænder vi for at facilitere den gode oplevelse. Vi møder vores kunder, der hvor de er med de forudsætninger, de har, og sammen tager vi ansvar for hele møde set-up’et. Vores kunder kan mærke, at vi er oprigtigt engagerede, og vi har en omfattende viden om, hvad der virker. Vi følger selvfølgelig også nøje udviklingen på markedet, og jeg synes, vi er særligt gode til at være først med nye spændende løsninger og koncepter. Samlet set gør det os til en attraktiv samarbejds- og sparringspartner, som vores kunder altså vælger at belønne med denne flotte pris for andet år i træk” afslutter Sofia Wulff.