Her hedder det vores

Rasmus Soelberg
Hoteldirektør, Comwell Holte
 
På Holte, hvor jeg er direktør, er det ikke noget, der hedder dit eller mit! Her hedder det vores! Det er vores hotel, vores restaurant og vores gæster.
 
Alle har medbestemmelse
At se potentialet i alle er mit incitament til at være direktør. Når vi i fællesskab skal løse opgaver, er det vigtigt for mig, at vi tager hinanden alvorligt og lytter til hinandens idéer. På den måde har alle medbestemmelse og alle har et ansvar.

En praktisk tilgang til arbejdet
Når man tænker på en direktør, forestiller man sig tit, at det er en med en lang akademisk uddannelse. Sådan en har jeg ikke. Jeg har en praktisk tilgang til arbejdet. Hos Comwell er det ikke en forhindring for at ønske sig nye udfordringer og for at kunne arbejde sig opad.

Jeg er udlært kok!
Jeg har været vidt omkring inden min ansættelse på Comwell Holte. Jeg blev udlært kok fra Hotel Sheraton i 95, hvilket betyder, at jeg har en produktionsuddannelse. Derefter har jeg arbejdet på Divan 2 i Tivoli og senere blev jeg driftsansvarlig for et køkken i Tisvildeleje.
 
Herefter gik turen forbi Fredensborg og videre til opstart af DGI-Byen for til sidst at ende i Comwell koncernen. Først på Borupgaard og derefter i Holte.

Da Borupgaard genåbnede som Spa-hotel i sommeren 2005, blev jeg spurgt, om stillingen som køkkenchef på Borupgaard ikke var en udfordring for mig? Jeg var ikke i tvivl. En af de bedste ting, jeg har oplevet der, er glæden og æren ved at sige godmorgen til de samme ansigter hver dag.

Jeg har arbejdet mig til tops
Siden min ansættelse i Comwell, har jeg via Comwell College løbende gennemført kurser i ledelse, kommunikation og rekruttering. Kurserne er et supplement til min praktiske tilgang til arbejdet. Jeg er faktisk et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at arbejde sig op.

Og jeg er nået til tops. Det lyder måske en anelse selvhøjtideligt, men det er det ikke. For mig handler det om engagement. At man er en del af noget og tager et ansvar. Det betyder også, at man kan stille positive krav til andre.

Vi deler vores skatte
Hver i sær har vi vores små og store specialer, men hos os går vi ikke og gemmer på vores ”skatte”. Vi deler ud af dem. Alle hjælper hinanden på kryds og tværs, hvilket betyder, at når vagten er slut, så er dagens opgaver løst i fællesskab, hvor målet har været ens for alle: At levere det bedste samlede resultat!

At hjælpe hinanden og dele ud af sine ”skatte” kaldes med et fint ord for vidensdeling. Vidensdeling er, synes jeg, både en god arbejdsindstilling og en nødvendighed for at vi kan udvikle os som mennesker og som hotel.

Den indstilling har været medvirkende til, at jeg har haft succes med at udvikle mine medarbejdere i et spændende og kreativt miljø.

En evig udfordring
Den evige udfordring for mig er at sørge for, at der er attraktive udfordringer for de ansatte.
 
Det er klart, at når man arbejder på et hotel, der er åbent 24 timer i døgnet, så kan ens sociale liv blive en anelse barberet. Derfor er det vigtigt at sørge for en hyggelig, sjov, familiær og udfordrende arbejdsdag, hvor fleksibilitet og medbestemmelse står højt på listen.

Det handler for mig om at kommunikere med mine ansatte. Noget så simpelt som at høre hvordan det står til derhjemme eller udvise medfølelse – alle kan have en dårlig dag.
 
Så hvis man kommer med omgængelighed, kreativitet, forandringsvillighed, mod, stolthed og ærlighed og samtidig har skruet ned for ærekærheden og den korte lunte – så er der basis for et vellykket liv som direktør i Comwell.