Comwell pressenyheder

Comwell forbedrer resultatet med knap 25 mio. kr.
Pressemeddelelse Comwell, 10. maj 2012
Hotelkæden Comwells årsregnskab for 2011 viser en omsætningsfremgang på 11 %. Den skandinaviske kæde ser optimistisk på fremtiden og investerer i både nye hoteller og udvidelser af de eksisterende.
Til trods for den økonomiske afmatning i samfundet har Comwell i 2011 haft en omsætningsfremgang på 11 % og kommer ud med et resultat på 10,1 mio. kr. – en forbedring på knap 25 mio. kr.
Comwell har oplevet fremgang på alle hoteller og har derudover øget antallet af værelser og konferencefaciliteter betydeligt. I 2011 overtog Comwell således driften af Kongebrogaarden ved Middelfart, åbnede i samarbejde med Bella Center hotellet Bella Sky Comwell i København med 812 værelser og tog første spadestik til et nyt hotel i Aarhus, der bliver det største i byen. På Comwell Roskilde er en større udvidelse og renovering desuden netop færdiggjort. Udvidelsen øgede kapaciteten med 55 værelser.
Herudover overtog Comwell 1. januar 2012 Grand Park i Korsør og sammenlagde driften af dette hotel med Comwell Klarskovgaard, der ligeledes ligger ved Korsør. Tanken bag denne overtagelse er, at kunne tilbyde et seriøst alternativ til større arrangementer, der hidtil har været afholdt i eksempelvis Århus, Nyborg, Ålborg og København.
Kæden oplever for tiden en udvikling i retning af, at de større kunder satser på færre leverandører af møde- og konferencefaciliteter. Det gør det interessant for andre hoteller, at søge samarbejde med Comwell.
Comwell har også gennem de seneste års lidt vanskelige markedsforhold haft fokus på høj kvalitet og produktudvikling – og derfor blandt andet investeret i opgradering af hotelfaciliteterne – alle hoteller fremstår således nyrenoverede og up to date.
Yderligere informationer kan indhentes hos koncerndirektør Preben Nesager på mobil 2724 2724.
Den skandinaviske koncern Comwell A/S driver 15 forskellige hotel- , spa- og konferencecentre i Danmark og Sverige. Kæden introducerede konferencecenter-konceptet i Danmark i 1969 og bragte i 1992 spakonceptet til Skandinavien. Kæden har udviklet mødekonceptet Comwell MeetingDesign og kost-konceptet Comwell Care. www.comwell.dk.



