Comwell pressenyheder

Grand Park og Comwell Klarskovgaard under én paraply
PRESSEMEDDELELSE
Comwell Klarskovgaard, Grand Park
8. december 2011
”Comwell Storebælt” er nu en realitet
Grand Park og Comwell Klarskovgaard, begge i Korsør, under én ”paraply” fra 1. januar 2012.
De to kendte hoteller på kanten af Storebælt – lige midt i Danmark, har hver især stor attraktionskraft både som konferencehoteller og som hoteller for et voksende privatmarked.
Comwell Grand Park og Comwell Klarskovgaard vil også fremover tiltrække hvert sit publikum, men i samarbejde vil de to hoteller, under ”paraplyen” Comwell Storebælt, med tilsammen 240 værelser kunne rumme 480 overnattende gæster og udgøre et seriøst alternativ til større arrangementer, der hidtil har været afholdt i eksempelvis Århus, Nyborg, Ålborg og København.
Ejerne bag Grand Park har besluttet sig for at indgå en langvarig lejekontrakt med Comwell Klarskovgaard.
De to hoteller vil blive drevet og markedsført under ledelse af Comwell Klarskovgaards direktør; Steen Broby. Som en naturlig følge fratræder direktør på Grand Park, Søren Pihl, sine opgaver først i det nye år. Søren Pihl har været direktør på stedet gennem 8 år, og har stået i spidsen for hotellets udvikling og udvidelser, der har placeret hotellet som et af Danmarks bedste.
”Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Søren Pihl,” udtaler repræsentant for ejerne bag Grand Park, Jan Milvertz. ”Når vi vælger at udleje til Comwell, skyldes det ønsket om at skabe et stærkt alternativ til andre regioners konferencetilbud – og det sker bedst sammen med Comwell, som er markedets mest anerkendte operatør,” fortsætter han.
Med denne udvidelse består Comwell hotelkæden af 13 hoteller i Danmark, herunder samarbejdet omkring Bella Sky Comwell - Nordens største hotel og to i Sverige. Den 22. december 2011 stikkes spaden i jorden for Comwells Århus hotel, der åbner i 2014.
”Jeg tror dette samarbejde vil blive af stor betydning for områdets udvikling som ”konferenceby”,” siger Steen Broby, der nu snart skal stå i spidsen for den ca. 100 mand store fælles ”besætning”, der efter nytår er klar til at slå dørene op – nu med meget større kapacitet.
Yderligere
oplysninger:
Jan Milvertz, medejer Grand Park, mobil 4025 0044
Steen Broby, direktør Comwell Klarskovgaard, mobil 4051 2116
Preben Nesager, koncernchef Comwell, mobil 2724 2724



