Comwell pressenyheder

Comwell sætter fokus på medarbejdernes sundhed
Pressemeddelelse 26. april 2011
Hotelkoncernen Comwell starter nu et sundhedsforebyggende projekt for koncernens medarbejdere. Foruden at gøre en forskel for medarbejdernes sundhed, er formålet med projektet at tilføre ny viden til branchen om sundhedstiltags forebyggende effekt på nedslidning
Fokus på sundhed er ikke nyt for Comwell, der allerede har succes med konceptet Comwell Care - et tilbud til virksomheder, der ønsker fokus på deres medarbejderes sundhed, trivsel og livsstil.
Nu vil hotelkoncernen ligeledes tilbyde egne medarbejdere sundhedsrådgivning med det sundhedsfremmende projekt Comwell Care – Et sundere os! Her vil samtlige medarbejdere blandt andet blive tilbudt dybdegående sundhedsundersøgelser hos læger og fysioterapeuter. Undersøgelsernes resultater vil danne baggrund for udviklingen af individuelle handlingsplaner samt træningsprogrammer, der er tilpasset de enkelte afdelingers specielle behov.
”Grundtanken i projektet er, at forebyggelse frem for helbredelse betaler sig. Ved at forebygge nedslidning tror jeg på, at vi får færre arbejdsskader, mindre sygefravær og ikke mindst gladere og sundere medarbejdere. I mine øjne er projektet påkrævet, for vi ved, at vores medarbejdere til tider kan have en travl hverdag.”, udtaler skandinavisk HR-chef Lotte Marie Roesgaard.
Udover at skabe en bedre hverdag for Comwells egne medarbejdere, er formålet med projektet også at bidrage med ny viden til branchen om konkrete sundhedstiltags forebyggende effekt. Det er en kendt sag, at arbejdsmiljøet i hotel- og restaurantbranchen er karakteriseret ved travlhed, skiftende arbejdstider og hårdt fysisk arbejde – en cocktail, der nemt kan forårsage skader eller stress.
Projektet er kommet i stand med støtte fra Forebyggelsesfonden, og Comwell ser frem til at kunne bidrage til en nødvendig udvikling mod et bedre arbejdsmiljø i branchen.
For yderligere information kontakt HR-chef Lotte Marie Roesgaard på tel 2724 2723.



