Comwell pressenyheder

Comwell overtager Kongebrogaarden
Hotel Kongebrogaarden genåbner 1. marts 2011
Comwell overtager driften af Hotel Kongebrogaarden.
Hotellet, der ejes af AP Pension, overtages driftsmæssigt fra 1. marts 2011 af Comwell.
Der har i nogen tid været forhandlinger mellem parterne i forbindelse med, at hotellet måtte lukke med den tidligere driftsoperatør kort før jul.
Vi glæder os rigtigt meget til denne nye opgave. Det er et spændende hotel, som har en glorværdig historie og et flot omdømme, udtaler Preben Nesager, Comwells koncernchef. Der er et godt grundlag for os at videreudvikle hotellet på.
AP Pensions ejendomschef Peter Olsson beklager meget, at det ikke har været muligt for den tidligere operatør at kunne videreføre virksomheden men erkender, at konkurrencen bliver stadig hårdere, og at tiderne måske derfor stiller krav til andre distributionskanaler og stordrift.
Det er derfor glædeligt, at AP Pension så hurtigt har kunnet indgå en aftale med Comwell som en yderst erfaren og velrenommeret operatør. Derved får kunderne også glæde af Comwells fællesbooking og markedsføring samt bl.a. indkøbsaftaler og konceptudvikling, udtaler Peter Olsson.
Vi vil bevare hotellets 5 stjerner, siger Preben Nesager - det fortjener hotellet, og det fortjener dets gæster. Det betyder jo ikke, at det nødvendigvis er dyrere, blot bedre!
Det er de erfaringer, Comwell kan tage med sig fra Comwell Kellers Park, kædens andet 5 stjernede hotel – de 2 eneste 5 stjernede hoteller uden for København.
Det er da også derfra, at Comwell henter Comwell Kongebrogaardens nye leder, som bliver Frederik Jelstrup, der som restaurantchef har været med til at åbne Comwell Kellers Park og ”sætte det på kortet”.
Frederik Jelstrup har en grundig hoteluddannelse og erfaring, bl.a. også fra Kongebrogaarden, hvor han i en årrække var med til at udvikle hotellet sammen med den tidligere operatør, familien Poulsen.
Det er min ambition, at Comwell Kongebrogaarden bliver kendt som det hotel i Danmark, hvor fremtidens dygtigste hotelfolk får deres erfaring, siger Fredrik Jelstrup og tilføjer – jeg glæder mig til at se mange ansøgninger fra friske og dygtige kolleger.
Vi håber også at få kontakt med alle de tilfredse kunder, hotellet har haft gennem tiden, så vi kan høre fra dem, hvad de gerne vil gense, når de nu kommer på genvisit.
Comwell Kongebrogaarden bliver et rigtigt hyggeligt sted med masser af gæstfrihed, slutter Frederik Jelstrup.
Evt. spørgsmål kan rettes til:
Preben Nesager på mobil 27242724
Peter Olsson på 20985018
Frederik Jelstrup på mobil 30172185



